Rykker KFUM-Spejderne sig nok i forhold til samfundet?

Søndag den 25/7 kl. 19.30 - 21.00

Foredrag med Lars Kolind om at tænke nyt - og om den nødvendige opbakning hertil.

Lars Kolind har i sit arbejdsliv brugt mange af sine spejdererfaringer fra et aktivt virke i både KFUM-spejder og WOSM-regi.

Nu arbejder han så med at hjælpe innovative virksomheder i gang (læs mere herom på www.kolindkuren.dk ), og måske kan noget af den viden bruges til at sikre, at KFUM-Spejderne følger med tiden, hvis vi ikke allerede gør det.

Tilbagebliks-/nostalgi-aftener

Mandag den 26/7 kl. 20.00 - 21.30
Eventyret om Jens Grane – korpsets stifter  v/ Robert Madsen

Krydres med go’e gamle spejdersange, som vi synger i fællesskab.

Midt i katastrofen

Onsdag den 28/7 kl. 19.30 - 21.00

Lennart Skov-Hansen fra Folkekirkens Nødhjælp fortæller levende om, hvordan det er at stå i kaos'et ved en katastrofe og gøre en forskel.

Foredraget vil både omfatte højdepunkter fra hans egen deltagelse i katastrofe-indsatser, de redskaber og regler, som de benytter sig af og til sidst en kort gennemgang af Haiti-operationen.

Del din gode historie

Torsdag den 29/7, kl. 19.30 - 21.00
Kan spejderne blive byens omdrejningspunkt?

KFUM-Spejderne i Herlufmagle er initiativtagere til opførelsen af Nunatakken – en stjerneformet bygning på 1.700 m2 og et læringslandskab på 12 ha, et ambitiøst projekt til 45 mio. kr. Ideen med Nunatakken er at skabe en platform for et nyt fællesskab, hvor børn og unge kan lege og lære igennem naturen og et aktivt friluftsliv.

Den lokale spejdergruppe får en central rolle at spille, og dermed adgang til superfede faciliteter. Men samtidig opstår nye forpligtelser omkring fællesskab, deling af faciliteter, aktiviteter og grej – og endelig baseres hele løsningen på frivilligt arbejde, der rækker et godt stykke ud over det vi kender i en spejdergruppe. Kom og hør Herlufmagle Gruppe fortælle om projektet og processen.

Det er ikke sikkert din gruppe skal i gang med et så omfattende projekt – men måske kan du lade dig inspirere af nogle af de mange ideer, erfaringer og visioner, der præger gruppen i Herlufmagle.

Bookmark and Share