Mega-aktiviteter
Fra søndag til fredag skal du og din patrulje på Mega-aktivitet, med undtagelse af det døgn I er på patruljetur.
Hver Mega-aktivitet har et tema, der dækker over de mange forskellige underaktiviteter. Mega-aktiviteten har op til 800 deltagere og efter en fælles introduktion vælger I, hvilken underaktivitet I vil gå i gang med. Det forventes ikke, at I når alle underaktiviteter og der er ved de fleste underaktiviteter ingen minimum- eller maksimum-tid afsat. Alle megaaktiviteter indeholder både velkendte spejderopgaver af høj kvalitet og nye spændende opgaver, så alle spejdere blive udfordret.
Hver patrulje skal prioritere deres ønsker til Mega-aktiviteter hjemmefra. Dette skal ske sammen med tilmeldingen inden den 21. april 2010
Klar dig selv
"Klar dig selv" er en samling af forskellige underaktiviteter, der alle har det fælles tema, at de udfordrer Jer til at tænke kreativt og finde alternative løsninger. Der er både fysiske opgaver og opgaver, hvor man skal "tænke" for at finde den bedste løsning. Så hvis I har lyst til sjove og udfordrende opgaver, hvor kreativitet belønnes, så er I kommet til det rette sted!
- Kunne du tænke dig at fange fisk uden hjælpemidler for efterfølgende at tilberede fisken over bål?
- Eller vil I lege fangerne på fortet og udfordre en anden patrulje?
- Eller måske prøve isklatring?
- Er du mere til at lege med webkamera højt over SEE 20:10 i Photo Fly Safari og sende elektroniske postkort med dine egne web billeder til dine venner?
- Har din patrulje lyst til at prøve kræfter med GPS’en og måske finde skatten?
Hvis det skal lykkes får du brug for både at sende og modtage SMS’er på din mobil.
Er du en rigtig sej spejder og altid frisk på at blive udfordret? Så er ”Klar dig selv” lige noget for dig og din patrulje.
Er du lidt af en livsnyder og har lyst til at nyde lidt Wellnes eller fremstille cremer og massageolier sammen med din patrulje, så er ”Klar dig selv” også stedet!
Når du og din patrulje i løbet af dagen har brug for en pause fra opgaverne, kan I udfordre andre patruljer i sjove lege eller blot tage en slapper i hængekøjen eller dase lidt i skyggen! Og når I ved frokosttid bliver sultne, vælger I blot aktiviteten frokost – så er der mad på bordet!
Skynd dig derfor at tilmelde din patrulje til "Klar dig selv" Er du knap så sej; -) så tilmeld alligevel din patrulje og bliv lidt sejere...
SEE World
Her har I muligheden for en hel dag med vand på programmet. Både PÅ vandet i forskellige bådtyper, og UNDER vandet, med mulighed for at fordybe sig i livet dernede.
- Er I til vind, sejl eller måske til et kig i mikroskopet, så er dette aktiviteten for jeres patrulje.
- Her er mulighed for selv at styre sejl og ror for den enkelte spejder.
- Eller stå sammen som en patrulje og sejle en meginjolle mod andre patruljer.
- I kan også prøve jeres evner i at lave grønlændervendinger i kajak eller tage en stille tur i kano.
- Er I mest til fast grund under fødderne, er der også mulighed for at kigge på dyr i vandet gennem et mikroskop eller lave jeres egen vanddrevne raket.
Aktiviteten foregår på havnen i Skive, hvor vi kan sjaske, pjaske og lege hele dagen. Kom og få en fed, men måske våd oplevelse.
Der er selvfølgelig mulighed for at blive våd – så husk lige lidt ekstra tøj og et håndklæde.
Vi ses på havnen i Skive.
Indviklet udvikling
- det er slet ikke så indviklet endda!
Kom og vær med i lejrens største forskningslaboratorium, det befinder sig her i "Indviklet udvikling". Laboratoriet kommer til at syde og boble af nye ideer, grundlæggende forskning og masser af aktivitet på hele pladsen.
Forskningslaboratoriet er opdelt i en masse specialiserede forskningsværksteder.
- Her kan I udvikle fremtidens spejderaktiviteter
- Lære at tage vare på jeres egen sundhed
- Finde ud af hvordan vi kan opbygge et forureningsfrit samfund
- Bygge robotter og mystiske maskiner
- Og lære om hvordan fysik og kemi egentligt hænger sammen
Måske vil I være med til at udvikle fremtidens spejderaktiviteter, så det blive sjovere og mere tidssvarende at være spejder. På forskningsværkstedet bygger vi i fællesskab helt nye spejderaktiviteter op fra bunden, aktiviteter som ingen har set og prøvet før og som kan blive brugt af alle spejdere allerede med det samme.
På "Indviklet udvikling" har I f.eks. mulighed for at bygge og programmere jeres egne robotter i Lego Mindstorms. Hvad med at dyste mod andre patruljer i at bygge den bedste og mest udholdende robot?
Vær med til at gøre verden mere bæredygtig uden forurening og global opvarmning. Fremstil jeres eget spabad, hvor vandet varmes op af solpaneler eller byg en vindmølle helt fra bunden og lade den producere strøm til lejren.
I kan vælge at fordybe Jer i det samme tema en hel dag i et enkelt forskningslaboratorium som en rigtig specialist, men det også muligt at shoppe rundt mellem alle de mange muligheder og lære lidt om det hele.
Kom og vær med til at lære om hvordan verden hænger sammen og tag et kig ind i fremtiden med os. Det bliver en mega-sjov og mega-lærerig dag!
Vild med ild
På aktiviteten som ligner en bys markedsplads med mange boder, kan man opleve et hav af forskellige aktiviteter, som alle omhandler ild og varme og hvad dertil hører:
- Ildslukning med pulverslukker og brandtæpper. Kan DU ramme plet med en kraftig vandstråle fra en brandsprøjte?
- Kan du give førstehjælp til et brandoffer?
- Spræng bunden af en vinflaske og lav din egen fyrfadslygte.
- Lav dit eget brændeværktøj og brænd dit eget logo på læder eller træskive som pynt til uniformen, som minde om SEE 20:10
- Fremstil et vandkogningsapparat. Rist og mal kaffebønner til en god kop kaffe.
- Fæl et træ, sav og kløv det uden at komme til skade.
- Lav ild med en coladåse, flint, metaltændstik, ildbor, båltænder, trylledrik, eller batteri og få 1 dl vand i kog.
- Brænd og form dine egne 3 perler til en smuk perlekæde.
- Spejl 1 æg i en kuvert til frokost, eller bag småkager på en sten til eftermiddagskaffen.
- Lav din egen teltpløk eller mergelspir ved hjælp af esse og hammer.
- Lav din egen lille støbeform og smelt tin til din SEE 20:10 figur.
HUSK patruljen medbringer selv min 1 økse og 1 sav.
Er du til varme & ild, så er denne aktivitet hel vild.
GuldSpejd
Tør din patrulje tage denne udfordring op?
Hvis I gør, garanterer vi for masser af sjov og spænding, hvor alle i patruljen kommer til at vise, hvad I dur til. Vi garanterer også, at I prøver at arbejde sammen med andre patruljer.
På GuldSpejd er der 5 aktiviteter at vælge i mellem. De tager forskellig tid at komme igennem - nogen en enkelt time og andre hele aktivitetsperioden. Men fælles for dem alle er, at I vil blive udfordret af Jer selv og andre patruljer. Efterhånden som I finder, falder over og vinder guldet ser vi GuldSpejd termometeret stige. Vores fælles mål er at få det helt i top.
Her er, hvad I kan være med til:
Guld til alle – Spejder OL med opgaver for alle. Der er både aktivitet med fysisk udfoldelse, noget at bruge hovedet til, koordinering og udholdenhed. Vi starter med at tænde den olympiske ild og bliver delt ind i lande. I får jeres helt personlige yndlingsmodstandere, som I vil kæmpe imod under hele aktiviteten - Og vær ikke overrasket. Det er ikke altid den stærkeste, der vinder!
Fra skrot til guld – I slippes løs på en skrammelplads og laver mulige og umulige transportmidler og finder et par hold at dyste mod. Det bliver sjovt - Det bliver farligt - Det er scrapheap på spejdermanér!
Samarbejde er guld – Dette har I aldrig prøvet før! Udfordringer, hvor I får brug for hver og én i patruljen - ellers kommer I ikke helskindet igennem. Men hvis I kommer igennem, vil jeres patrulje blive endnu bedre til at samarbejde og I vil være uovervindelige!
Spejderguld – Et spejder maraton. Så mange spejderopgaver og spørgsmål har ingen spejder før været igennem på så kort tid. Kan I klare en time uden at trække vejret? Så er det noget for jer. Her går det tjept. Bare klø på, så finder I spejderguldet.
DIMS – Et anderledes opgaveløb med sjove udfordringer. Der er masser af guld begravet her og hvem ved hvad I møder på jeres vej: En eventyrfigur, en udenlandsk spejder eller bare en dum tropleder?
Hvad er GuldSpejd? Det er selvfølgelig fællesskab, masser sjov og samarbejde - Det véd I i forvejen, men her får I det i koncentreret form sammen med mange andre spejdere.
Mega meget lege og spil
Her kan alle være med - vi lover at der er noget for alle
Mega aktiviteten består af fire dele:
Maxi games
Spejderrisk
Rollespil
PC-spil i skoven
- Husk at det hele kommer i én pakke
Maxigames: I denne store lille verden kan du opleve mere eller mindre kendte spil – i måske ukendt størrelse. Her kan du spille kinaskak og selv være brik, spille fodbold med en bold næsten på din egen størrelse, crocket med raftekøller og meget meget mere.
Vi præsenterer her spejderudgaven af en hyggelørdag med brætspil. Der findes ikke noget bedre sted at få afgjort gamle stridigheder og væddemål – og måske også få sat gang i nye.
Spejderrisk: Her gælder det verdensherredømmet. Alting står på spil og kampen er i gang! Gennem en lang række mere eller mindre sportslige discipliner skal I kæmpe mod de andre patruljer om at blive den mægtigste patrulje i den store lille verden. Vi foreslår, at I hjemmefra træner i bl.a. pudekamps-teknik og taktik, spejderbasket, boddy bowling og forhindringsbane for fjernstyrede biler.
Rollespil: I de eventyrlige skove ved Skive lever både gode og onde mystiske væsener. Du og din patrulje hidkaldes til at hjælpe i kampen mod de onde kræfter og forhåbentlig klare Jer igennem prøvelserne. Kom og tag kampen op og kæmp i kamparenaen mod de mystiske væsener til sidste dråbe af din spejderære.
PC-spil i skoven: Dette er årets nyhed! KFUM-spejderne tager på SEE 20:10 et kæmpe skridt - et nyt computerspil har set dagens lys. Det er udviklet af spejdere til spejdere og skal selvfølgelig spilles på spejdernes hjemmebane – i skoven! Endelig et computerspil der kombinerer alt det, vi godt kan lide, og som kræver at hele patruljen står sammen.
- Så hvis du mener, at din patrulje trænger til noget, der ligner en dag i børnehaven, så er Mega Leg og Spil noget for jer.
- Hvis du mener, at det er tid til at få afgjort gamle stridigheder i patruljen (og starte nye), anbefaler vi Mega Leg og Spil.
- Hvis du gerne vil møde en rigtig ork og kæmpe for verdensfreden, så meld dig og din patrulje til Mega Leg og Spil.
Lad kampene begynde!
Konkurrencen
Har du nogensinde prøvet at ...
• flytte store ting ved hjælp af få redskaber,
• bygge lange broer,
• morse med et fyrtårn,
• passe på et æg,
• kæmpe for et hold,
• bevise at styrke ikke altid er alt, men at fornuften også er vigtig egenskab
Hvis ikke så er Konkurrencen helt sikkert noget for dig!
Her får i mulighed for at slå Jer løs i masser af konkurrencer – i mulige og umulige discipliner. Så hav kampgejst og patruljeråb klar, når konkurrencen starter.
Her skal kæmpes både internt i patruljen, men også sammen mod andre patruljer.
Så kom til Konkurrencen og kæmp for dit hold og se hvem der løber af med sejren. Se om det er din patrulje der hjælper jeres underlejr til sejren, eller se om I har det der skal til for at klare alle opgaverne.


