Gode råd om hygiejne og madlavning på lejren
Uanset om du laver mad hjemme eller på en spejderlejr, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde en god køkkenhygiejne – det er ikke morsomt at tilbringe lejren på toilettet, og du og dine spejdere risikerer at blive alvorligt syge, hvis ikke hygiejnen er i orden!
Husk derfor altid at
- vaske hænder, inden du går i gang med at tilberede maden.
- holde råvarerne hver for sig.
- vaske knive, og skærebrætter , hver gang du har brugt dem.
- bruge forskellige skærebrætter til grøntsager og til kød.
- bruge køkkenrulle til at tørre kødsaft op med – bruger du en klud, skal den
vaskes, inden du bruger den igen.
- laver du maden, er det en anden, der passer bålet og lægger brændet på.
- vaske hænder, inden du begynder at spise.
Råvarerne
skal opbevares på køl (max 5 grader) indtil de skal tilberedes – det gælder mælk, kød, pålæg, æg og lign.
Tilberedning
Når du tilbereder den varme mad, så husk, at ALT skal være gennemstegt; både kød, fisk og fjerkræ. Kun på den måde er du sikker på, at alle bakterier er slået ihjel – du kan se det ved, at kødsaften er klar og ikke rød.
Du skal altid tilberede hakket kød samme dag, som du har fået det udleveret.
Kølemuligheder
2 gange om dagen kan du hente madvarer i kølecontaineren, som er placeret dér, hvor du får maden udleveret.
2 gange om dagen kan du aflevere den mad, som blev til overs, hvis den kan anvendes igen.
Hent kun den mængde mad i kølecontaineren, som du har brug for - maden holder længere, når den opbevares koldt.
Åbningstider i madudleveringen kan du finde på siden Åbningstider
Indpakning og opbevaring
Al den mad du afleverer i kølecontaineren, SKAL være pakket godt ind. Helst i plastbøtter med låg på, og ellers indpakket i folie og plastposer, som er LUKKET HELT TIL – husk at sætte gruppenavn på bøtten/posen.
Du bør så vidt muligt opbevare sukker, havregryn og mel i lukkede bokse, og sørg også for at rengøre ydersiden af marmeladeglas – så risikerer du ikke myreinvasion i køkkenkassen!


